Fra fotoalbummet
Klemensker 2012
Klemensker 2012
Konfirmander

Om kirken

Klemensker kirke

Klemensker sogn tæller ca 1600 indbyggere, hvoraf ca 1400 er medlemmer af folkekirken.
Klemensker Kirke er:
• Moderne og udadvendt familiekirke
• Familie- og Ungdomsgudstjenester
• Fællesskab om gudstjeneste og smågrupper.
• Kirkekaffe hver gang.


Kirkebygningen

Den nuværende kirke er opført i tiden 7. juni 1881 til 2. december 1882, incl. nedrivning af den ældre middelalderkirke, der lå på samme sted. Indvielsen skete 3. december, 1. søndag i advent, ved sognepræsten, provst Sodemann, på biskoppens vegne.
Bygningen er opført i kløvet granit, mens indfatningerne af døre og vinduer m.m. består af glathugne granitkvadre. Dens størrelse er efter landforhold anselig: 32 m lang og 12 m bred.
Tegningerne blev udarbejdet af den københavnske arkitekt L.H. Knudsen på grundlag af hans tegninger til Stefanskirken på Nørrebro i København, opført 1874.
Både kirke og sogn (sidstnævnte tilføjet forkortelsen "ker" for kirke) er opkaldt efter de søfarendes værnehelgen sankt Klemens (latin: Clemens). Det bevidnes i skriftlige kilder tilbage til 1335.


Kirkens nuværende indre


Kirkerummet er præget den restaurering, som fandt sted i 1960 under ledelse af arkitekt Rolf Graae, København, i samvirke med kunstmaler Paul Høm, Gudhjem.
Paul Høm forestod valget af de mange smukke farver, der nu giver det store kirkerum sit særlige præg og udsmykkede prædikestolen (fra 1882) med de fire evangelist- skikkelser og en vinranke i felterne, ligesom han skænkede kirken et mosaikarbejde , der sidder over korbuen, en gengivelse af et af de ældste oldkirkelige symboler: det gennemborede lam med sejrsfanen og kalken. Alle kirkens lysekroner, bortset fra de tre over midtergangen, er tegnet af Rolf Graa.

Samarbejdet med Rolf Graa og Paul Høm fortsatte også efter 1960. Da kirken i 1974 fik et nyt orgel på 19 stemmer, bygget af orgelfirmaet Bruno Christensen og Sønner, Terkelsbøl i Sønderjylland, blev orgelfacaden tegnet af arkitekt Graa, og Paul Høm var igen mester for farverne på orgelet og det ved den lejlighed opbyggede orgelpulpitur.

Endelig har Paul Høm malet de to store billeder, som siden august 1981 udgør kirkens alterparti: forneden i dybblå farve Jesu gravlæggelse, foroven med gyldne farver den opstandne, levende Kristus, der "lærer" sin menighed i dag ved gudstjenesten.

Det krucifiks fra 1882 , der indtil 1981 stod på alteret, omgivet af en svær, udskåret egetræsramme fra 1922, skåret af billedskærer Koefoed, Rønne, hænger nu på skibets nordøstlige endevæg ved døbefonten, der er fra 1882, mens dåbskanden er skænket 1964. Dåbsfadet er en gave til kirken i 1984. Kirkeskibet, 125 cm langt, er ophængt i 1923 for midler indsamlet i sognet og er bygget af havnefoged Hans Lind, Gudhjem.

FaceBook
Login 656,588 Unikke besøg